Vores Historie

Henning Rosted, stifter af SeedJuice (www.seedjuice.com), startede først med at presse frugter & grøntsager til juice for nogle år siden. Hans egentlige baggrund er i Aston Martin, hvor han igennem en årrække var ansvarlig for selskabets aktiviteter i Asien. Men under en frokostpause på en af sine regelmæssige forretningsrejser til Australien i starten af 2006, oplevede Henning en juicebar, som han blev fascineret af. Henning boede i millionbyen Tokyo, hvor pulsen var høj, og hvor det at leve en sund livsstil kombineret med et travlt karriereliv var lidt af en udfordring. Bl.a. derfor gjorde den australske juicebar stort indtryk på ham. Tilbage i den travle hverdag i Tokyo begyndte Henning at fundere over energien ved det sunde liv. Som aktiv sportsudøver igennem hele sit liv var Henning klar over grundlaget for kroppens funktioner og dens byggesten. Den daglige kost var en vigtig del heri, specielt når man er på farten hele dagen og ofte har brug for noget hurtigt, men sundt. Der manglede helt klart noget i Tokyos bybillede på det punkt, blandt de spændende sushi barer.

Den tanke fik tid til at summe nogle måneder, imens den travle hverdag kørte videre. Det skulle dog vise sig, at tanken om den sunde livsstil ikke var til at lægge fra sig for Henning. En weekend i foråret 2006 blev der indkøbt en juicepresser, en blender og 20kg frugt og så blev der sat gang i hjemme-produktionen af frisk juice i Hennings lejlighed på 26. etage i Tokyos beton jungle. En ny verden begyndte at åbne sig. Al den farve, smag og energi var fantastisk.

Oplevelsen fra Australien og den nyvundne fascination af egne juice eksperimenter fik Hennings tanke til at gå i retning af at udbrede budskabet om den sunde, sjove og energifyldte drik og selv starte en juiceforretning. I de følgende 12 måneder blev der indsamlet et væld af data om frugter og grøntsager, vitaminer/mineraler og om juicebarer verden over (der blev aflagt besøg til de mest betydningsfulde af slagsen i USA, Australien, Singapore, Hong Kong & London).

Under sine regelmæssige private besøg til Danmark blev Henning også opdateret på hvordan café og fastfood markedet så ud her i forhold til, da han boede i København sidst. Der var sket lidt, men ikke så voldsomt meget. Der var desuden i Danmark i stigende grad fokus på mange menneskers ubalance i deres travle liv – med for ringe og for usund fastfood i det daglige - og hvad det medførte af forringet livskvalitet og endda levetid.  Danmark manglede i den grad også en juicebar med ’internationalt format’ som Henning udtrykker det. Men med Danmarks værdsætning og tradition for cool design skulle den også være indrettet med klasse og ren ’iPOD elegance’. Måske var det også tiden hos Aston Martin, der trods alt havde sat sit præg.

Desuden var det for Henning også helt essensielt at fokusere på juicens naturlige vitaminsammensætning – noget som havde en positiv indvirkning på folk i deres travle hverdag – den samme dagligdag og afsavn som Henning havde oplevet i Tokyo – og derfor ikke kun at lave en velsmagende juice.
I juni 2007 gik rejsen tilbage til Danmark efter 10 år i Asien. Henning var fast besluttet på sit nye juiceeventyr, og så frem til at ’komme tilbage til sine rødder i København’.

I tiden derefter blev der brugt megen energi på at forstå det danske ’convenience food’ marked fra bunden. Henning tog bl.a. fuldtidsarbejde hos en fastfood restaurant på Københavns Hovedbanegård i nogle måneder. Det var en fantastisk oplevelse, og noget som gjorde stort indtryk. Henning lavede alt, lige fra gulvvask og opfyldning kl.7 om morgenen forud for åbning, til madproduktion, kundebetjening og administrative funktioner.
Forberedelserne fortsatte, og efter indretning af de nye lokaler ved Jorcks Passage kunne Københavns nye juicebar åbne dørene d.6 juni 2008.
The rest is history, as they say...